fisk flyder i den

rungende stilhed

forfører stjerner til

solens indre

prøvet så få gange og

dog så mange

grænsen sættes

af rent begær

stoppes

af 1000 pile

forvirret? tjo

massen af rummets fylde

er lig med

rævens indre øje

der forgæves prøver at kigge efter

NILEN

en gennemborende

følelse af

umættelig regn

ætser overfladen

uglen kommer tættere på

dig

blåt skær

sladrer om tvivl

tror ikke

at jeg var her

Nilens tvivl

rammer dig som

dråbe

hvilken vej skal du nu?

med håndgranater

klamrer vi os til dig

kaster blinde

til nilens bred

fisker stille

ved måneskin

glemsel

råber skringrende i luften

skriger på,

af,

og til

løfter kanonslag

til horisonten

for at se

om verden bliver det samme;

som i morgen